Lejlighederne rummer et stort værelse med integreret køkken, et kammer samt badeværelse fordelt på 58 m2. Hertil hører entré med garderobeskabe og en lukket altan i forlængelse af stuen.
Værelset og køkken
Lejlighederne har et nydeligt funktionelt køkken med laminat bordplade og god plads i over- og underskabe. Køkkenafsnittet er belagt med lyst linoleums gulv eller klinker og udstyret med komfur og køle/fryseskab.
I åben forbindelse med køkkenet findes lejlighedernes store værelse med god plads til indretning af spisekrog og soveafdeling. Fra værelset er der gennem skydedør i vinduespartiet udgang til den lukkede altan. De store vinduer skaber et venligt lysindfald i rummet og gør det muligt at betragte de omkringliggende grønne arealer. Stuen er ligesom resten af lejlighedens rum belagt med slidstærkt gulvtæppe.
Kammer
Fra gangen er der gennem skydedør adgang til lejlighedens kammer. Mange beboere vælger at benytte dette rum som soveværelse. Den praktiske skydedør giver plads til at indrette kammeret med en mindre seng og hylder til opbevaring.
Badeværelse
Badeværelset er udstyret med hvid sanitet og separat bruseniche. Badeværelset er belagt med fliser på gulv og vægge, hvilket gør rummet lyst og rengøringsvenligt.
Lejlighedernes faciliteter
Til lejlighederne hører ligeledes et rummeligt pulterkammer i ejendommens stueetage samt brugsretten til de fælles grønne arealer omkring ejendommen. Alle lejligheder er desuden udstyret med dørtelefon og elektronisk adgangskontrol. Internet og kabel TV bestilles gennem Stofa og er ikke inkluderet i huslejen.